Nalle Kirkvåg har lige været nysgerrig og undersøgt, hvad det her kulturmøde(r) egentlig betyder? Og det blev en spændende søgning, for manner der er mange definitioner!
Helt grundlæggende kan et kulturmøde siges at være: “en proces, hvor mennesker med forskellige baggrunde lærer hinanden at kende. Hvor kulturelle ligheder og forskelle, udveksler erfaringer og påvirker hinanden, på skoler, i offentlige institutioner, på arbejdspladser, i bylivet – ja overalt i det danske samfund mødes mennesker i dag med forskellige sprog og kulturer” (kilde).
På Center for Konfliktløsning skelner de mellem f.eks. interkulturelle konflikter og pædagogiske kulturmøde, mens Asad Ahmad forsøger “at opløse kulturbegrebet og gøre det til noget konkret og håndterbart“.
Også medieforsker Rikke Andreasens definition af kultur er ret så relevant. Hun beskriver bl.a., hvordan (helt grundlæggende) findes to definitioner på kultur: 1: et beskrivende kultursyn & 2: et komplekst kultursyn.
- Beskrivende kultursyn: her er kultur udtryk for fælles normer og værdier, dvs. medfødte. Dette præger så ens opførsel og måde at tænke på. I denne her kulturforståelse er: opførsel = kultur. Man kan derfor beskrive andre alene ud fra deres kultur.
- Komplekse kultursyn: her er kultur ikke noget, man er, men noget man gør. Dvs. det er tillært og ikke medfødt (genetisk, i blodet mv.). Kultur er derfor konstant foranderligt, hvorfor det kan forhandles og/eller dekonstrueres.
Her er der altså ingen egentlig fælles enhedskultur. Derimod indgår alle i en række subkulturer med forskellige normer/værdier. Hermed er kultur ikke en forklaringsmodel for menneskers handlinger, men derimod resultater af en række komplekse kombinationer ml. den enkelte og de sociale og kulturelle sammenhænge hun/han indgår i.
Det er desuden værd at bemærke, at samtlige (mainstream)nyhedsmedier konsekvent benytter et beskrivende kultursyn i deres fremstilling – især af synlige etniske minoriteter…
Det beskrivende kultursyn knytter for øvrigt an til en meget sejlivet ”myte om Danmark som et homogent land (…). Sådan har det bare aldrig været. Ideen om en danskhed man kan opbevare i en kasse, er ren kulturel nostalgi. Der har altid været store sociale og kulturelle forskelle i Danmark. Mellem borgerlige og arbejdere, mellem Vestjylland og København osv. Sønderjysk kultur er f.eks. anderledes end københavnsk, fordi Sønderjylland er et grænseområde”. Det oplyser Richard Jenkins, der er professor v. Department of Sociological Studies (University of Sheffield) til Information.
Og så er der de mere eksklusive subkulturer…f.eks. Taqwacore, der for øvrigt er et verdensomspændende fænomen. Bevægelsen begyndte i fiktionens verden, da Michael Muhammad Knight i 2003 skrev samt udgav romanen The Taqwacores – om et muslimsk punkerkollektiv i Buffalo. Blandt beboerne er der (jf. Information) muslimske bøsser, en burkaklædt punkerpige, der deler blowjobs ud, sufier med hanekam, indonesiske skatere og en flok skæve muslimske skinheads, der bruger pizzabakker som bedetæpper. Deres stue, hvor der er slået hul i væggen i retning mod Mekka, rummer både fester samt bøn, der annonceres af en elektrisk guitar. Beboernes tilværelse består af lige dele sex, stoffer og religion, mens de dyrker en islamisk punksubkultur, der hedder Taqwacore – afledt af ordene hardcore og det arabiske ord for det at være gudfrygtig: taqwa.
Dette (og meget mere) kan du for øvrigt læse mere om på denne blog…
Ikke alle er med på billedet, bl.a. mangler Sanne Stephansen & Rikke Jensen – vores to skønne kontakter hos Roskilde Festival Højskole og Roskilde Festival, som vi jo laver dette projekt sammen med. Men mon ikke der også kommer billeder af dem ved lejlighed? Men den lille bebs, der er også er med på billedet, kommer nu ikke med på festival; hun savnede bare mor og far denne aften.