Med et radioprojekt som Kulturmøder på Roskilde Festival, skal der redigeres en del, før de 6 podcast ligger klar. Til dette valgte vi et dansk redigerings-program: Hindenburg, der er udviklet bl.a. af Nick Dunkerley, der tidligere har arbejdet som tekniker på web- & teknik mv. programmet Harddisken på P1. Men efter DR fyrede deres radioteknikere, samt overlod den meste (radio)teknik til deres journalister og studieværter, har Dunkerly m.fl. arbejdet på at udvikle Hindenburg til netop radio- og podcastproduktion.
Teamet bag Hindenburg lod os nok så venligt gratis bruge deres professionelle version, hvorfor vi kvitterer med info om og omtale af Hindenburg her på sitet. I den anledning stillede vi Nick Dunkerley fem spørgsmål om programmet samt om idealerne bag Hindenburg, herunder om hvorfor bl.a. afrikanere m.fl. skal betale en reduceret pris…
Hvorfor har i udviklet Hindenburg?
Vi har udviklet Hindenburg for at journalister skulle have let forståelige værktøjer ved hånden til at producere radio indslag, som kan overholde broadcast kvalitets krav. Baggrunden herfor er, at der er færre og færre lyd-tekniker til at hjælpe journalister med at sætte niveauer, EQ og kompression, så indslaget lyder godt.
Hvorfor er Hindenburg bedre end andre redigeringsprogrammer?
Hindenburg er ikke bedre end andre lyd redigerings programmer. Det har bare et andet fokus. Gængse lyd redigerings programmer fokuserer på musik produktion, hvilket de er rigtig gode til. Hindenburg Journalist fokuserer på historiefortælling og radio, dvs. på audio produktion. Og netop fordi vi har et meget smalt fokus, kan vi optimere programmet til netop denne produktionsform.
Hvad kan Hindenburg, som andre redigeringsprogrammer ikke kan?
Programmet er intuitivt og hjælpsomt. I korte træk kan man sige, at hvis man blot overlader de mest elementære niveau-sætninger til Hindenburg Journalist, ja så kan programmet umiddelbart sendes i radioen, som podcast mv. Og det samme gælder for effekter. Det er faktisk ofte vanskeligt for journalister at sætte EQ og kompression på deres egne stemmer. Det kan især værre vanskeligt i fald man mixer med hovedtelefoner på. Med Hindenburg Journalist skal man ikke gøre sig den slags bekymringer.
Hvorfor skal fattige i Afrika betale mindre for Hindenburg end os andre?
Et af bevæggrundene til at udvikle Hindenburg Journalist var, at også journalister i udviklingslande skulle have de samme redigerings værktøjer som os i den rige del af verden. En af mange udfordringer journalister står med, er bl.a. at forstå de specifikationer, der skal til for at kunne levere til en radio station. Hindenburg Journalist forsøger at mindske de tekniske hindringer. Det kan være udfordrende nok for journalister at lave historier i spirende demokratier, hvorfor manglende økonomiske midler ikke skal værre endnu en hindring! Derfor leverer vi den fulde udgave af programmet til en meget reduceret pris. Og den enkelte journalist er tilmed i stand til at hente en gratis udgave. For historien må altid komme først! (more…)